15
Aug
Bulldogs skal vende negativ trend
De sidste to sæsoner er Odense Bulldogs endt uden for slutspilspladserne. Det er uvant for den ambitiøse fynske klub, der i starten af nullerne var en af de absolut toneangivende i ligaen.
I år skal trenden vendes og derfor er der skiftet en del ud på holdet, hvor der blandt andet er hentet en ny stærk målmand.

I målet er unge Sebastian Feuk taget til Timrå i Sverige, efter en svingende debutsæson som senior. I stedet er hentet en profil, som må betegnes som klar førstemålmand. Ervins Mustukovs, tidligere lettisk landsholdsmålmand, og sidste års bedste målmand i den britiske liga for Sheffield Steelers. Mustukovs ligner alene på den større erfaring et stort plus, på en position hvor Odense bare ikke slog igennem i sidste sæson.
I forsvaret er 5 spillere røget ud, og 3 kommet ind. Sean Perkins der viste gode evner teknisk, er sendt videre til en endnu ukendt klub, mens det må formodes at evigt unge Örjan Lindmark stopper karrieren i en alder af “blot” 44 år. Frederik Hentze og Christoffer Norre er skiftet til genopståede Herlev, hvor især Hentze nok skal blive en vigtig spiller, og sidst er den unge Odensedreng, Kristian Zink skiftet til Rungsted.
Erstatningerne er fundet i canadiske Tyler Gotto, der ligner en opgradering ift. sidste sæsons backbesætning. Den offensivt indstillede nordamerikaner har ikke tidligere spillet i Europa, men har vidst sig ganske habil i såvel ECHL som NCAA. Et ubeskrevet blad i franske Maxime Moisand er det også blevet til. Moisand var med på Frankrigs landshold ved VM i Slovakiet tidligere på året, så talentet må være der for den lille back, der efter klubbens eget udsagn er en erstatning - og lille opgradering - for Sean Perkins. Endnu en ung back, svenske Victor Mångs, med u-landskampe for Sverige og spil for Malmö Redhawks førstehold, er på en try-out kontrakt, som ser ud til at blive permanent. Umiddelbart et plus defensivt for Odense, der også har Mads Schaarup med fra start ift. sidste år. På den lange bane er det dog et tab at Kristian Zink har forladt klubben.
Offensivt har klubben mistet sidste års store profil, Greg Jacina, til Frederikshavn, ligesom den store skuffende svenske forward Christofer Löfberg er sendt videre i karrieren. Derudover er der sagt farvel til den hurtige Martin Ravn, som vender hjem til Frederikshavn, Kim Karsberg som skuffede efter “hjemkomsten” fra SønderjyskE, og sloveneren Saso Rajsar der stødte til frem mod deadline sidste uge. Ligeledes har Alexander Hansson, Kenneth Boisen og René Steimle ikke fået nye kontrakter, efter de tilbragte en sæson i periferien af holdet.
Der er hentet stort ind. Søren Pedersen, Morten Smedegaard og Morten Andreasen tilfører størrelse til holdet, sammen med Mathias Thinnesen, Andreas Sundin og Rob Ricci.
Ricci bliver den nye kreatør i Bulldogs-offensiven, og må ses som Greg Jacinas direkte erstatning. Han kommer fra ECHL, hvor han var en profil hos South Carolina Stingrays, og fik enkelte kampe i AHL for Lars Ellers tidligere klub Peoria Rivermen.
Andreas Sundin var Olof Mårs’ erstatning i Troja/Ljungby, da Mårs skiftede til Almtuna, og nu kommer han altså til at spille på hold med sin tidligere forgænger. Sundin nævnes som en god kreativ to-vejs spiller, og virker som en forstærkning i forhold til Christoffer Löfberg som aldrig slog til i det fynske.
De 4 danskere, erstatter alle spillere som ikke var profiler på sidste sæsons hold. De ændrer også en del på sammensætningen, for det er 4 større spillere der erstatter 4 mindre spillere, og det varsler et Bulldogs hold, med større fysik. Ligeledes må man sige at der er sket en forstærkning, når man tæller en landsholdsspiller (Andreasen), 2 etablerede ligaspillere (Smedegaard og Thinnesen), og et ungt talent med u-landskampe (Pedersen), og sætter dem overfor 3 marginalspillere som Boisen, Hansson og Steimle, samt Martin Ravn der ellers leverede ganske fine resultater i den hvide trøje.
Pär Johansson er fortsat træner, og det må også være hans sidste chance for succes, efter skuffelsen i sidste sæson. Det bliver spændende at se om det lykkes. Jeg tror det, specielt når man tænker på at der kun er én jumboplads i årets liga. Ligeledes skal medregnes at Rødovre ser svækkede ud i forhold til sidste sæson, sammen med Herlev som ganske vidst har nogle gode spillere, men virker meget tynde i bredden.
Jeg tipper på en 6. eller 7. plads i grundspillet, i slutspillet kan alt selvfølgelig ske, men umiddelbart tror jeg ikke på en semifinaleplads.