19
Feb
Har Pär Johansson udspillet sin chance?
Jeg synes nu stadig ikke at Pär har udspillet sin chance i Odense. Så vidt jeg husker præsterede Mario heller ikke noget specielt i sin første sæson som chef, og jeg tror på at Par er den rigtige i denne “ungdomssatsning”.

Men der skal ro på fra ledelsesplan. Det nytter ikke noget at man panikker, eller springer ved siden af, blot fordi muligheden for at tilknytte en ok dansk spiller viser sig. Her tænker jeg på Mads Schaarup, som jeg synes, hvilket jeg også tidligere har skrevet, skulle have fået besked på at komme igen i sommerpausen.
Man må ikke forvente at de unge spillere går ind og trækker læsset, og derfor er det også ekstremt vigtigt at man holder rutinerede og udefrakommende spillere op på deres roller. Løfberg burde have været sendt hjem efter 10 kampe, der havde han haft sin chance for at vise om han kunne gøre en forskel. Karsberg skulle også have været sendt til en kammeratlig samtale for han har ærlig talt pisset op og ned af ryggen på klubben med sin negative indstilling. Tænk at han fik lov at spille sig i form i forsæsonen sidste år, Dean hjalp eftersigende til sin kontrakt i USA, og alligevel valgte han Vojens da han kom hjem, og da han så ikke kunne få kontrakt der, stod vi klar til at hjælpe ham igen. Og det eneste han har givet igen er hovedrysten og dumme udvisninger.
Jeg synes det er vigtigt når man skal bygge et hold op omkring urutinerede spillere at man vælger rigtigt. Vi kan fx. vælge at hente en udenlandsk målmand, som sandsynligvis vil betyde at enten Dabbagh eller Feuk skifter til andre klubber eller stopper. Begge er talentfulde målmænd, som jeg faktisk synes har holdt et helt pænt niveau.
De er sgu ikke skyld i at holdet som helhed blot ikke har været godt nok, og jeg tror på at hvis der skulle hentes en målmandsprofil ind, så ville det være på økonomisk bekostning af en spiller i Jacina-kaliberen. Og hvor mange points havde vi haft uden ham? Han har nærmest ene mand drevet vores spil i mange kampe, fordi Mårs ikke leverer defensivt eller opbygningsmæssigt, og Løfberg bare overhovedet ikke har leveret.
Næste sæson har jeg svært ved at se at vi rykker os fra bunden, men ligaen er tæt, og havde vi leveret lidt bedre i bare 2-3 kampe så havde vi måske været i slutspillet, tænk på det. Det tager lang tid at bygge langsigtet op, men det kræver også at ledelsen og sponsorer er indstillet på at vi er i en opbygningsfase i de næste 2-3 år. Det er jeg blot ikke sikker på at de er…