20
Aug
Mestre på hård opgave
Hernings forsvarende mestre er på en hård opgave. Guldet skal forsvares, med en trup med helt nye profiler.

Lubos Pisar er tilbage i målet på heden, og han er i mine øjne ligaens bedste målmand, han kommer til at trække mange points hjem, især i opstarten hvor de mange nye spillere skal have tid til at finde hinanden. Den talentfulde Mathias Horan som var backup sidste år, er taget til hovedstaden for at studere, så det bliver de to 16-årige målmænd, George Sørensen og Mathias Andersen der skal agere backup for Pisar. Det betyder nok ikke det store - Pisar plejer ikke at have problemer med at stå alle kampe på en sæson, men det er dog et breddemæssigt minus.
Daniel Nielsen har endnu engang fået lyst til at prøve lykken udenlands, og det bliver spændende at se hvordan det går ham (og Jesper Jensen) i Hamburg Freezers. Derudover er Daniel Madsen taget tilbage til AaB, og selvom jeg aldrig har set det store lys i ham, så gjorde han det rigtig godt i sidste sæson. Talentet Martin Rahbek er taget til Herlev, hvor han bliver en bærende kraft, mens finske Teemu Jäskeläinen også har forladt truppen, efter han kom ind sidst på sæsonen. Daniel Nielsens direkte erstatning er amerikanske Mitch Ganzak der har spillet et enkelt år i Italien udover den nærmest obligatoriske ECHL-karriere med enkelte AHL-optrædener. Ganzak nævnes som en dygtig teknisk back, og bliver sikkert en profil på Hernings hold. Den slovenske kæmpe Sabahudin Kovacevic med tre VM-turneringer i streg må være Jäskeläinens erstatning. Ikke en spiller man skal forvente sig den store offensiv fra, men han ligner nu alligevel en ok spiller. Madsen og Rahbek ser ud til at blive erstattet nede fra, og med Hernings historik omkring unge spillere i mente, så bliver det nok ikke det største problem. Dog vil der mangle noget erfaring, og Herning kommer sikkert til at tilknytte en back mere i løbet af sæsonen. I sær med tanke på deltagelsen i Continental Cup.
Ligaens suverænt farligste kæde er væk, og skal erstattes af nye. Bryan Marshall imponerede stort og er nu i Heilbronner i den tyske Bundesliga, mens Kevin Gardner har stoppet karrieren. Morten Poulsen som brød igennem lydmuren er skiftet til Sverige, for at styrke sit kandidatur til landsholdet. De tre er erstattet af to nordamerikanere, Jason Walters og Marty Guerin. Det ligner den sædvanlige Herning-udvælgelse med små hurtige angribere, og sammen med Morten Lie fra Frederikshavn synes jeg at Herning er godt med igen. Den lille finne Tobias Salmelainen er byttet ud med en anden lille finne Antti Hölli. Han ser dog ikke så god ud, men han er selvfølgelig heller ikke tiltænkt en rolle som stjerne. Men dog alligevel på papiret på niveau med Salmelainen. På den defensive front har Herning mistet Thomas Boll, som trådte i karakter i sidste sæson. Han er skiftet til AaB, hvor han bliver en af de bærende kræfter, mens Mikael Christensen er taget til Rødovre for at få bedre chancer for istid. Todd Björkstrands anden søn, Oliver er taget op til debut på eliten, og han bliver spændende at følge. Kun 16 år, og alligevel leverede han 19 points i 11 U20-kampe sidste år.
Todd Björkstrand og Adam Wozninski, har jeg tidligere nævnt som et af de bedste trænerpar i ligaen, og de får deres at se til med at få spillet en helt ny trup sammen. Lykkedes det, så er Herning favorit til mesterskabet sammen med Frederikshavn og SønderjyskE. Dog tror jeg de er nødt til at hente i hvert fald en back mere, for de får et hårdt program med 45 grundspilskampe, Continental Cup (hvor de nok gerne vil gentage SønderjyskEs bedrift fra sidste år) og efterfølgende slutspil.